Galla - tips og tricks

Da jeg selv skal til galla i den kommende uge, tænkte jeg, at det var rettidigomhu med et par tips og tricks til alt fra påklædning, hår og makeup. Selvom mange gymnasier først har galla i foråret og sommeren, er det selvfølgelig stadig brugbart til den tid.

Påklædning - På mit gymnasie er traditionen i forhold til pigernes kjoler, at de bliver længere og længere med årene, så i 1.g er den kort, i 2.g er den knælang og i 3.g er den lang/gulvlang om man vil, men ikke alle skoler har samme tradition. Selvfølgelig er det ikke kun kjoler, der gør sig gældende til galla, da man sagtens kan have en buksedragt eller jakkesæt på. Når det gælder farver på ens tøj, så går jeg selv efter mørkere farver til efteråret/vinteren, mens om foråret/sommeren er det oplagt med lysere farver - blandt andet grundet hudens glød og kulør.

Én ting man skal være opmærksom på, er de sko man vælger. Det er aldrig optimalt at have 'for' høje hæle på (max 10 cm), hvis man ikke kan gå i dem, eller har gået dem til. Det bedste tip jeg kan give, er altid at have skiftesko med, da man efter mange timer på fødderne, med både dans osv. så er det så skønt med et par flade og mere behagelige sko. Men sørg for, at dine sko er gået til inden, da vabler er forfærdelig irriterende, når de først er der.

Når det gælder hår og makeup, så er galla en af de undtagelser, hvor less is more, ikke altid er sagen, for lidt mere makeup end normalt, gør sig rigtig godt på billeder. Bliver der taget billeder med blitz, så undgå at bruge for meget eller for lys pudder i ansigtet, da det kan give et hvidt skær. Samtidig er det rigtig flot med mere markante øjenvipper og øjenbryn, når der bliver taget billeder. Jeg elsker selv highlighter og med dæmpet belysning, ser det virkelig flot ud, ligeledes er contour og bronzer en sikker vinder, hvis man vil se mere solkysset og glødende ud. Men husk altid at bruge ansigtsprodukterne på halsen og ens décolleté.